onsdag 8. august 2012

Vil me fostra ein generasjon egoistar?

Oppdatert 14.10.2012

Eg, meg og mitt.
Den yngre garde veit å kreva sin rett.
Og med rette har me lurt på korleis det vil gå når dei som er unge i dag
og dusjar to gonger til dagen skal bli gamle og kjem på sjukeheim.
Eller er me allereie komne så langt at me må stilla dette spørsmålet om foreldregenerasjonen, ikkje borna? Kadra Yusuf peikar på dette i Dagbladet (14.10): LÆREREN SOM HOVMESTER: «God økonomi og stor tro på individualisme har skapt en foreldregenerasjon som tror livet er en buffé, og hvor lærerne bare er enda en hovmester som skal servere dem».
Det trengst sikkert mykje visdom både frå lærar og foreldre for å læra kvarandre og elevane og leva saman. Det viktigaste er slik eg ser det å læra:
Du er verdifull, unik!
Og eg legg til: Uavhengig av kva du presterer.

Om dette når inn,
vil me då fostra ein generasjon egoistar?

Faren er der.
Men:
Naboen din, kollegaen din, innvandraren, den eine innbyggaren i storbyen
er også verdifull og unik.

Den eine er verdifull - det sikrar menneskeverdet
den andre er også like verdifull; 
har likeverd
 - det krev solidaritet

Derfor må neste generasjon få høyra det gong etter gong etter gong:
Du er verdifull og det er alle dei du møter også.




8 kommentarer:

  1. Jeg har tro på ungdommen. I godt voksen alder gikk jeg 3 år på høyskole, sammen med ungdommer jeg kunne vært moren til aldersmessig.
    De imponerte meg stadig med sin evne til å tenke nytt og se muligheter,et genuint engasjemnet, som bare ungdommer har, og ikke minst inkluderte de oss, som var langt eldre, i dette fellesskapet.

    I sommer har jeg møtt unge ferievakerer i ulike serviceyrker, og jeg imponeres videre, over både service og imøtekommenhet. Så jeg har tro på den framtidige generasjon, og vi som er eldre, må ta godt vare på dem. De er mer enn det man ser til tider.

    SvarSlett
    Svar
    1. Eg har også tru på dei, og ser kor flotte dei er. Men samfunnet oppdrar dei til suveren individualisme. Heldigvis har me framleis ein ung generasjon som kombinerer dette med ei svært utadvendt og inkluderande haldning: alle skal vera med, "me er glade i kvarandre" og viser det med klapp og klem.

      Slett
  2. Faren ligger der, men jeg tenker nok det ordner seg etter hvert som de gror til.
    Det er ikke alle som er kravstore og egoistiske, heldigvis. Men vi må også tørre å være korrektiver, når meg og mitt tar overhånd.
    Mormorklem.

    SvarSlett
  3. Ja, det ordner seg med dei fleste, og somme hadde trengt større sjølvtillit.
    Og litt korrektiv vil dei nok ternga. Det gjeld å gje den på rette måten, med mormorvisdom

    SvarSlett
  4. Jeg er ikke så bekymret for dette med dusj to ganger daglig osv, som gjerne trekkes fram som viktige momenter ved den kommende eldre generasjonen. Slike "luksus"tendenser gir seg når man kommer i en annen livsfase, når man ikke orker å kle av seg og spyle seg med vann, f.eks.

    Egenverdet og likeverdet er viktig å ivareta. Det viktigste vi kan gjøre for det tenker jeg er å stemme på riktige partier og ta del i debattene når de kommer, dersom vi ikke starter dem selv, da.

    SvarSlett
    Svar
    1. Livet har sine fasar, ja..

      Å ta del i debatten er blitt stadig meir viktig. Ei tid tenkte eg at eg kunne halda meg i bakgrunnen, ikkje la mi røyst høyrast, det var så mange som meinte så mykje. Men så kom 22/7, g eg fekk ein vekkar. Er det ingen/ikkje mange nok som har tatt til motmæle når destruktive haldningar har latt seg høyra? Det sette tankane i gong og eg sette dette ned på papiret i ettertankesmia: http://marittotland.blogspot.no/2011/07/i-ettertankesmia.html

      Slett
  5. Jeg er enig med melivetpåsleep..de gror til og kommer i andre faser..
    Jeg tror En av de gamle tenkerne har sagt noe som likner litt på det du sier..Kanskje Sokrates?
    Kanskje vi alltid synes ungdommen er bråkete og uhøflige og navlebeskuende...

    SvarSlett
  6. Ja det var Sokrates som klaga over ungdomen som om det var klypt ut av avisene kva tid som helst siste 100 år.

    Og for all del, eg trur også dei "gror" til. Mitt poeng var at dersom dei lærer at andre er like verdifulle som seg sjølv, går dette svært bra. Ein må vera glad i seg sjølv for å bli glad i andre, seiest det. Men blir ein berre glad i seg sjølv, går det gale. Ser ein verdien andre har, skaper det respekt, omtanke og solidaritet. Dette ynskjer eg skal få større fokus, fordi det ikkje kjem av seg sjølv..

    SvarSlett